Mandag formiddag kl. 9.00-12.00 går snakken i lokale Nord i stueetagen: her sidder to forskellige værkstedsgrupper, der arbejder samtidig. Det er tydeligt, at de nyder samværet, ja endda så meget at de ikke har tid til at drikke kaffen i cafeen; i stedet for henter de den hen til lokalet.
Den ene gruppe står Johanne for, og den har som speciale at lave fødselsdagsduge på bestilling. I de sidste 10 år har der hele tiden ligget bestillinger på de festlige børnefødselsdagsduge med flag, klovner og cirkusartister - alt sammen håndmalet på råhvid lærred.
Tinja står for kortafdelingen, og her sætter kun fantasien grænser for, hvordan kortene kommer til at se ud: Moden indenfor kort veksler, og i øjeblikket er det 3D-kort, der er in, så motiver af alle slags pynter kortene, som ofte er foldet og klippet med stor indlevelse og fantasi. Kortene kan købes i HUSETs butik, så der kan du vælge mellem mange slags julekort og lykønskningskort.
Kom indenfor og lad dig rive med i produktionen!
Det er gratis at gå på holdet, da man laver kort til HUSETs butik.